Hvad er TRE®?
TRE® (Tension and Trauma Releasing Exercises) er en metode af David Berceli, som hjælper kroppen med at forløse spændinger og stress på en tryg måde gennem sitren, rystelser og stræk.
Ligesom dyr, der ryster stress ud af kroppen, har vi mennesker også denne evne. Vi har blot tillært os at kunne skjule, når vi er nervøse eller under pres, så den ellers naturlige kropslige reaktion undertrykkes.
Med TRE-metodens fysiske øvelser kan vi give kroppen mulighed for at aktivere sin medfødte evne til at genfinde sin optimale tilstand og balancere nervesystemet.
Vi kan træne vores evne til at være med vores krop og i små doser lade den frigøre gamle, fastlåste spændinger som følge af stress. I processen træner vi også evnen til at lytte til kroppen og mærke efter, hvad vi har brug for.
Helt konkret består TRE-metoden af 7 enkle øvelser, som alle kan udføre. Når man har lært øvelserne, har man et redskab for livet, som kan bruges efter behov og som kan hjælpe på mange forskellige lidelser, som er opstået som følge af overbelastning af nervesystemet og kroppen. Det kan både bruges til hverdagsstress og dét, der ligger dybere.
Hvis du vil læse mere om TRE, kan jeg anbefale bogen “Ryst dig fri” af David Berceli. Heri skriver han om baggrunden for sit arbejde med TRE, og øvelserne er beskrevet med billeder.
Læs også:
Hvorfor TRE® er min foretrukne metode til at afhjælpe stress og spændinger i kroppen